Områdets historie
Området er tæt knyttet til Sorgenfri Slot. Det har oprindelig været en del af slottets jorder og i en periode været anvendt som køkkenhave og frugthave til slottet.
Sammen med slottet og slotshaven har det i århundreder været tilknyttet Kongehuset. Slottet har været beboet af skiftende medlemmer af Kongehuset, heraf flere med permanent ophold i flere sammenhængende år. For eksempel benyttede Kong Christian X og Dronning Alexandrine Sorgenfri Slot til sommerophold, fra de blev gift i 1898 og frem til 1940'erne.
Én af de mere markante skikkelser i slottets og områdets historie, er Christian VIII s enkedronning Caroline Amalie (1797 - 1881). Enkedronningen var trofast sommerbeboer på Sorgenfri Slot og meget populær i Lyngby. Det er efter sigende efter hende, at området er blevet opkaldt som "Dronningens Vænge".
Statens Plantepatologiske Forsøg 1984Fra 1890 og de følgende 100 år blev der forsket i planteavl i forskellige forsøgsstationer og laboratorier i området vest for Kongevejen mellem Lottenborgvej og Virumvej. Planteavlsforsøgene startede så småt i 1880'erne, og der kom en permanent forsøgsstation i 1890. I 1893 var det blevet til Statens Forsøgsstation, der forpagtede flere marker, bl.a. fra Virumgård.
Statens Plantepatologiske Forsøg blev etableret i 1913 som en afdeling under Statens Planteavlsforsøg og med det formål at forske i planteskadevoldere og deres forebyggelse.
Fra 1916 havde de til huse i lejede lokaler i Villa Skovlyst (Lottenborgvej 17). I 1920 overtog de brugsretten til en del af Sorgenfri Slots frugthave (Dronningens Vænge) og i 1921 var der indflytning i en ny bygning, som landbrugsministeriet havde ladet opføre til formålet. Læs mere i menuen under "Den gamle hovedbygning".
Foto fra udlejningsbrochuren udgivet år 2000Forsøgsstationen flyttede ud igen i 1997, og i starten af 1999 erhvervede Finanssektorens Pensionskasse området. Samme år blev der vedtaget en ny lokalplan, som udlagde området til boligformål (Lokalplan 155 - se nederst på siden).
I årene 1999-2000 blev den gamle hovedbygning renoveret og ombygget til lejligheder. Samtidig blev der desuden opført 10 punkthuse/længehuse med lejligheder, og en tredjedel af området blev udlagt som parkområde. Læs mere i menuen under "De nye huse" og "Parken".
Udover indkørslen fra Lottenborgvej blev der også etableret indkørsel til området fra Kongevejen. Den hidtidige adresse var Lottenborgvej 2, men for at undgå misforståelser med to vejnavne fik hele området den samme adresse:"Dronningens Vænge" og med numrene 1 - 14.
Luftfoto 23. juni 2019 fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering - skraafoto.kortforsyningen.dk