Der bliver mulighed for udskiftning af tætningslisterne i punkthusene.
Som det fremgår af den fremsendte energirapport side 26 og bestyrelsens kommentar under forbedringsmulighed nummer 9, tilbydes alle beboere i punkthusenes ejerboliger nu udskiftning af tætningslisterne i de vinduer, der kan åbnes, samt terrassedøren.
(Det skal bemærkes, at det ikke er de tynde tætningslister, der sidder langs ruderne, men udelukkende den store tætningsliste der er monteret i terrassedøren, og de vinduer der kan åbnes.)
Udskiftningen vil blive udført af vores korttidsansatte tømrer Jess. Det foregår på den måde, at man afgiver sit ønske via mail vicevaert@dronningensvaenge.dk eller pr. telefon 27783780 til viceværten, som udfærdiger en liste over beboere, der ønsker listerne udskiftet. Herefter planlægger Jess arbejdet, og han kontakter hver enkelt telefonisk efterhånden som han bevæger sig ned i listen. Man skal forvente at arbejdstiden er omkring 30 minutter pr. vindue.
Omkostningen, som er kr. 400,- alt inkl. pr. vindue eller dør afholdes af beboeren og trækkes over fællesudgifterne. Man bestemmer selv, hvor mange vinduer man ønsker ordnet.
I forbindelse med udskiftningen sørger Jess også for at håndtag og hængsler får lidt olie. Jess kan også rådgive omkring tætningslister man er usikre på.
OBS: Det er vigtigt at man afgiver sit ønske inden 1. juli 2023, da vi endnu ikke kender sluttidspunktet for ansættelsen af Jess.